I ørredens fodspor
På en eftermiddag i start oktober, var Marin Med Amtet på udflugt til et lokalt vandløb, nær Boserup skov. Transportmidlet var cykler og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Formålet var at blive klogere på ørredens livscyklus og vandløbsrestaurering. Værten var Uffe Clemmensen, formanden for Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) og Kim Jørgensen, som begge er stærk involveret i vandløbspleje i området omkring Roskilde. Eleverne blev til at starte med budt indenfor i et mindre lokale, hvori der var placeret en stor vandtank fyldt med ørredyngel. Efter et oplæg om ørredens livscyklus og om deres arbejde med at forbedre de lokale vandløb, fik eleverne lov til at studere ørredynglen nærmere, og de elever der ønskede det, fik lov til at holde ynglen. Afslutningsvis gik turen ned til et lille vandløb, som der igennem de senere år var blevet restaureret. Her handlede samtalen primært om gydegrus og betydningen af god vandløbspleje.